Min faglige baggrund

Jeg hedder Mette Scharling Laursen og jeg er uddannet cand.pæd.pæd.psyk. Jeg har en bacheloruddannelse fra Københavns Universitet i Pædagogik samt en kandidatgrad i Pædagogisk Psykologi fra Aarhus Universitet. Derudover har jeg en efteruddannelse som traumebehandler hos Center for Mentalisering og er certificeret sexolog fra Sexologiskolen.  

Fra 2019-2022 arbejdede jeg med pædagogisk psykologisk rådgivning og vejledning i Qeqqani MISI (PPR). Herigennem fik jeg stor erfaring med samtaler og rådgivning, vejledning samt supervision af en lang række fagpersoner (sagsbehandlere, skoleledelse, rådgivningslærere, lærere, pædagogisk personale, døgninstitutioner, plejeforældre med flere) samt forældre og familier.

I marts 2023 blev jeg ansat som traumebehandler på Naalakkersuisuts Børnerejsehold, hvor jeg arbejdede indtil april 2024. Fra april 2024 er jeg gået selvstændig på fuld tid. 

Mine kompetenceområder

Jeg har en mentaliseringsbaseret tilgang til samtaler og undervisning, og har derigennem specialiseret mig i at arbejde med traumer. Mentalisering handler om at have andres og eget sind på sinde - altså at være nysgerrig på, hvad der foregår i den anden person, og hvad dette gør ved én selv.  

Jeg er glad for at bruge visuelle redskaber (tegninger, modeller og billedsprog), da jeg har god erfaring med, at vores hjerner husker sådanne mentale billeder bedst. 

Derudover har jeg stor opmærksomhed på ressourcer, og arbejder ud fra en filosofi om, at vi skal skabe mere af det, der virker for den enkelte.

Jeg går op i, at der skal være gensidig tillid og tryghed i mine samtaler. Derfor er det utrolig vigtigt for mig, at mine klienter føler sig trygge, lyttet til og forstået.

- 0 -

Jeg er 33 år og bosat i et dejligt rødt hus højt oppe på fjeldet i Maniitsoq. Her bor jeg sammen med min kæreste og vores lille terapihund Muffi. Om sommeren sejler jeg i vores båd og nyder den smukke natur, der er omkring os. 
Om vinteren står jeg på ski og arbejder med en masse kreative sysler. 

Ved siden af virksomheden Mettes Traumeterapi, bruger jeg en del af min tid på/i vores hytter, som min kæreste og jeg er ved at udbygge og renovere i vores fælles virksomhed Maniitsoq Lodges.

Sideløbende opkvalificerende kurser

2025: Mentaliseringsbaseret supervision, Center for Mentalisering

2023: Legeterapi, Jytte Mielcke Institut for Legeterapi

2022: Mentaliseringsbaseret terapi, supervision og praksis

2022: Mindfulnessbaserede interventioner i terapi

2021: Najorti-uddannelse, Foreningen Grønlandske Børn

2020: HashKompas, misbrugsbehandling

2020: Psykisk førstehjælp, Kalaallit Røde Korsiat

2020: Kursus i arbejde med omsorgssvigt og overgreb, Hildebrandt Instituttet

2019: ThinkInuk Supebrugerkursus 

Uddannelsesbaggrund

Certificeret sexolog, Sexologiskolen København, 2023-2024 Sexologiskolen er nordens største skole indenfor moderne sexologi og parterapi – med fokus på det hele menneske. Sexologiskolen har mere end 18 års erfaring indenfor uddannelse, og starter i år sit 73. hold. Underviserstaben er pt. på 68 veluddannede og dygtige undervisere, fra Norden og Verden.

Traumebehandleruddannelse, Center for Mentalisering, Aarhus 2022-2023
Traumebehandleruddannelsen giver fordybelse i anvendelsen af mentaliserings- og traumeteori i terapeutisk praksis. Den giver derudover træning i centrale terapeutiske principper, modeller og teknikker, som har vist sig virksomme i klinisk arbejde med udsatte og/eller traumatiserede børn, unge og familier.

Kandidatgrad i Pædagogisk Psykologi ved DPU, Aarhus Universitet, Emdrup 2016-2018
Speciale i social resiliens og empowerment hos grønlandsk ungeliv
Kandidatuddannelsen i Pædagogisk psykologi handler om psykologiske og pædagogiske processer bag menneskets bevidsthedsliv, handlinger og forudsætninger for at lære. Der arbejdes med læringsformer i institutioner, skoler og organisationer, i familien og forskellige sociale netværk ud fra psykologiske og pædagogiske teorier og metoder om lærings- og tilblivelsesprocesser. Derudover identificeres problemstillinger og løsninger inden for pædagogiske psykologiske områder.

Bachelor, Pædagogik, Københavns Universitet 2013-2016
Med tilvalg i sprogpsykologi: Mentalisering og Kropsprogspsykologi
Bacheloruddannelsen i pædagogik handler om opdragelse, læring, undervisning og uddannelse. Gennem uddannelsen tilegnes akademiske kompetencer til at beskrive, analysere og vurdere pædagogiske fænomener og problemstillinger. Gennem arbejde med de videnskabelige pædagogiske teorier og undersøgelsesmetoder bliver det muligt at arbejde med aktuelle teoretiske og empiriske problemstillinger. Pædagogikfaget henter inspiration fra bl.a. sociologi, antropologi, psykologi og filosofi. Tværfaglighed præger uddannelsen, der med de pædagogiske problemstillinger i centrum giver mulighed for at arbejde med komparative og didaktiske perspektiver.